Selandia-ceu

Selandia-ceu har ca. 470 ansatte, har mere end 50 uddannelser og der er ca. 16.000 mennesker som årligt får uddannelse, kurser eller studium på skolen. Selandia er på mange måder en stor organisation, hvor meninger, vaner, politiske ambitioner og økonomiske realiteter møder elever, studerende og kursister. Det er mit håb, at denne blog kan være med til at aflive myter, skabe nye ideer og bidrage til at gøre Selandia til en mere interessant uddannelsesinstitution.

torsdag, marts 17, 2005

IT-ificering af IT-ignoranter

I stigende omfang integreres IT i undervisningen. Dette sker for at opnå en bedre indlæring, for alt have en rationel ressourceudnyttelse indenfor administration og pædagogik og fordi det arbejdsmarked, som Selandia uddanner kursister/elever og studerende til, i stigende omfang anvender IT.

Et af problemerne omkring denne "IT-ificering" af skolerne er, at ikke alle er parate til at anvende IT som aktivt redskab i indlæringen. Der møder fortsat unge op på ungdomsuddannelser, som ikke er fortrolige med IT. Også voksne møder til efteruddannelse og videreuddannelse uden at behersker brugerfunktioner indenfor IT.

Det er ca. 20 år siden, at de første Computere (Commodore 64 eller Sinclaire med lagerplads på kasettebånd) kom ud til danske hjem. Man må konstatere, at de mange år med IT har ikke betydet, at alle unge automatisk behersker teknikken. Man må samtidig konstatere, at netop beherskelse af IT i stadigt stigende omfang er forudsætningen for at uddanne sig og for at få et arbejde.

På den baggrund skal Selandia ikke glemme de IT-ignoranter, som stadig findes i alle aldersgrupper. Skolen har en forpligtelse til at give unge og voksne de IT-kompetencer, som er nødvendig for den enkeltes videre uddannelse og arbejdsliv.