Selandia-ceu

Selandia-ceu har ca. 470 ansatte, har mere end 50 uddannelser og der er ca. 16.000 mennesker som årligt får uddannelse, kurser eller studium på skolen. Selandia er på mange måder en stor organisation, hvor meninger, vaner, politiske ambitioner og økonomiske realiteter møder elever, studerende og kursister. Det er mit håb, at denne blog kan være med til at aflive myter, skabe nye ideer og bidrage til at gøre Selandia til en mere interessant uddannelsesinstitution.

torsdag, januar 25, 2007

Svær eksport af danske uddannelser

I dagbladet Politikken kunne man den 25. januar på side 6 i 2. sektion læse en artikel af Lars Trier Morgensen. Heri påpeger han, at der på det internationale marked foregår en barsk – og i nogle henseender unfair - international konkurrence mellem forskellige lande i EU.

Lars Trier påpeger, at en studerende på en dansk uddannelsesinstitution skal betale i ”omegnen af 100.000 kr. om året – og det i Sverige er noget nær gratis, og i Tyskland og Holland koster cirka 1.000 euro pr. år”. Det er derfor meget svært at tiltrække udenlandske studerende til de danske uddannelsesinstitutioner.

Den store prisforskel undrer naturligvis. Inden for EU udfoldes der i næsten alle brancher store bestræbelser på, at konkurrencevilkårene skal være ens. Dette gælder øjensynlig ikke uddannelsesområdet. Præcis på uddannelsesområdet er det tilladt, at statskasserne yder væsentlige bidrag til, at tiltrække udenlandske studerende til de videregående uddannelser.

Desværre er det ikke kun priskonkurrencen, der volder problemer når dansk uddannelse skal eksporteres. Erhvervsakademiet på Selandia har oplevet en meget bureaukratisk procedure i forbindelse med tiltrækningen af kinesiske studerende til IT-området. Det er overordentlig vanskeligt at vide, om konkrete studerende får lov til at rejse til Danmark for at studere. Immigrationsmyndighederne gennemfører i flere tilfælde egne sprogprøver, hvor udfaldet er uforudseeligt for flere ansøgere.

Samtidig med denne usikkerhed, så er sagsbehandlingstiderne stærkt varierende. Skoler kan ikke få oplyst hvordan ”en sag” – en indrejseansøgning for en konkret kommende studerende – skrider frem. Dette besværliggør planlægning af uddannelsesforløb, der gerne skulle starte på en bestemt dato.

Når der er tale om eksport af vare & tjenesteydelser, så er der meget hjælp at hente hos en række danske myndigheder. Når det imidlertid handler om eksport af viden gennem uddannelsesinstitutionerne, så er det svært at få øje på medspillerne i den danske statsadministration.