Selandia-ceu

Selandia-ceu har ca. 470 ansatte, har mere end 50 uddannelser og der er ca. 16.000 mennesker som årligt får uddannelse, kurser eller studium på skolen. Selandia er på mange måder en stor organisation, hvor meninger, vaner, politiske ambitioner og økonomiske realiteter møder elever, studerende og kursister. Det er mit håb, at denne blog kan være med til at aflive myter, skabe nye ideer og bidrage til at gøre Selandia til en mere interessant uddannelsesinstitution.

søndag, august 03, 2008

Mandag den 4. august: Fact-finding mission 1

Fra den 10. august drager jeg sammen med Selandias informationschef til Kathmandu i Nepal for at finde ud af, hvorfor der er så få af de nepalesiske studerende, som består deres eksaminer. Grundlæggende spørgsmål er:


  • Hvilken forventning har Nepalesere til arbejdet med en videregående uddannelse?

  • Hvilke forventninger har de til deres studieøkonomi under studiet?

  • Hvad er det for faglige forudsætninger nepaleserne møder op med når de ønsker et studium i Danmark?

  • Hvordan ser det nepalesiske uddannelsessystem på udvandringen af unge uddannelsessøgende?

  • Hvordan agerer nepalesiske agenter i forhold til de unge som rejser ud?

  • Er der erfaringer med studerende som er kommet tilbage til Nepal og dermed har tilført landet nye intellektuelle ressourcer?

For at få svar på disse – og andre - spørgsmål er der i Nepal aftalt møder med; den danske ambassade, det nepalesiske undervisningsministerium, det nepalesiske udenrigsministerium, flere agenter, et par ungdomsuddannelsesinstitutioner samt et universitet.