Selandia-ceu

Selandia-ceu har ca. 470 ansatte, har mere end 50 uddannelser og der er ca. 16.000 mennesker som årligt får uddannelse, kurser eller studium på skolen. Selandia er på mange måder en stor organisation, hvor meninger, vaner, politiske ambitioner og økonomiske realiteter møder elever, studerende og kursister. Det er mit håb, at denne blog kan være med til at aflive myter, skabe nye ideer og bidrage til at gøre Selandia til en mere interessant uddannelsesinstitution.

lørdag, oktober 06, 2007

Lørdag den 6. oktober: FS' generalforsamling

Fredag den 5. oktober afholdt FS sin - måske - sidste generalforsamling med efterfølgende årsmøde. Mødet bliv afviklet på Hotel- og Restaurantskolen i København og det vigtigste punkt på mødet var en drøftelse af den aftalte fusion med HFI.

I forbindelse med formandens beretning blev den kommende pædagogiske grunduddannelse for undervisere på henholdsvis EUD og på htx/hhx drøftet. Problemerne omkring akademidannelsen var ligeledes et centralt emne i drøftelserne.


Herover ses stemmetæller og direktør på Odense Tekniske Skole, Niels Henning Olsen, oplæse det historiske afstemningsresultat, hvor 30 ud af de fremmødte 34 skoler sagde ja til at danne en ny forening sammen med HFI. Med beslutningen om at danne en ny forening blev det samtidig besluttet, at den nuværende bestyrelse for FS fortsætter frem til årsskiftet.

Undervisningsminister Bertel Haarder gav årsmødet en ministeriel vurdering af situationen for erhvervsskolerne. Specielt blev problemstillingerne i forbindelse med de kommen adgangsbegrænsninger indenfor frisørområdet drøftet, bestyrelsessammensætninger blev drøftet og akademidannelsen kom til debat.

Christian Nissen gav årsmødet et tilbageblik på erfaringer indhøstet som universitetsunderviser, topleder i den offentlige sektor og som ministeriel embedsmand. Nissens oplæg var centreret omkring spændingsfeltet mellem faglighed og management, som i den offentlige sektor blev/bliver udøvet af Djøf´ere (medlemmer af Danmarks Jurist og Økonomforbund) og deraf ”djøfificeringen”. Nissen placerede ledelse som ”den sunde fornuft” der skal få enderne mellem en faglig dagligdag og et politisk mål til at nå sammen.